Sicilien Etna
Af Nana Wad
Som fodbolden for enden af den lange støvle, som Italiens peninsula udgør, ligger den skønneste
ø, Sicilien. Sicilien kan med sin enorme diversitet, historie og kultur næsten kaldes et italiensk
kontinent i sig selv.
Siciliens er i sandhed en kulturel smeltedigel og få steder i Italien har man oplevet så intenst præg
og integreret kulturel afsmitning fra forskellige andre landes indflydelse. Sicilien er påvirket af alle
sine naboer og flere til. Øen er et dynamisk, smukt og intakt mosaisk udtryk for sin historie, sin
storhed og dens indbyggere. Den græske influens viser sig bl.a. i de bevarede fine græske templer,
f.eks. Apollo-templet i Ortigia, den gamle bydel i Siracusa. Unesco-fredede Noto er en barok-by
som monumentalt ingen sammenligning har, det skulle da lige være byen Lecce i naboregionen
Apulien. Forfinet byzantinsk kunst og arkitektur er at finde over hele øen i svimlende palazzo’er og
katedralers mosaikker. Den så gennemerobrede ø Sicilien har været under spansk herredømme,
islamisk, gotisk, romansk, maurisk og udtrykket ”de blå øjne fra Sicilien” henviser til den
normaniske invasion og en del af den sicilianske befolkning der er høje med bemærkelsesværdigt
blå eller grønne øjne. Der er ikke nogen som helst form for ensformighed på Siclien. Alt er
kontraster og forskelligheder som, alt i alt, alligevel udgør en harmonisk enhed der tegner Siciliens
konturer og alt, der er siciliansk. Siciliens hovedstad Palermo er åndeløst klassisk teatralsk smuk og
alligevel dynamisk ung og urban, både hvad angår et decideret undergrundsmusik miljø, moderne
kunst- og postkort-smuk graffiti. Gastronomi og restaurationsmiljø er bestemt også vitalt og skal
man virkelig nævne en litterær sværvægter må det være Giuseppe Lampedusas roman
”Leoparden” senere episk filmatiseret af Luchino Visconti med Burt Lancaster i hovedrollen.
Sicilien er helt sin egen men som en illustrativ silhouette der tegner Italien som et meget
spændende et vinland, er netop Sicilien et fremragende regionalt eksempel. Intet vinland har som
Italien bevaret regionernes oprindelige druesorter og tilhørende vinkultur. Der findes et hav af
lokale druer, som karaktermæssigt og på forunderligvis udtrykker lidt om deres region. Og Sicilien
har åbenbaret sig som en stjerne, der på rekordtid har forvandlet sig fra en udmærket men
mainstream vinregion til en zone af seriøse, flotte vine lavet på Siciliens indfødte druesorter.
Sicilien er ikke bare et patchwork af kultur, men også af landskab og terroir og i dag tager Sicilien
pladsen som en af Italiens mest energiske og reformerede vinregioner. Men nogle årtier *tilbage
så det noget anderledes ud. Den solbeskinnede ø, velsignet af varme vinde fra Afrika og et
naturligt klima har altid gjort vindyrkning relativt nemt på Sicilien, kunstgødning er de fleste steder
aldeles overflødig og druerne bliver dejligt solmodne og søde år efter år.
Men hvor de central- og norditalienske vinregioner har været ressourcestærke til at markedsføre
deres vine, langt dygtigere til at prissætte og draget fordel af en smidig infrastruktur og
distribution, har Sicilien lidt under at være et langt fattigere landbrug. I samme peioder*
forventede det internationale eksportmarked vine med power, alkohol, farve og moden frugt.
Robert Parkers 100-piont skala var toneangivende og de høje point blev tildelt potente
fuldblodsvine. En profil der var svær at hamle om med for de stramme Barolo’er der krævede
umådelig tålmodighed for at nå drikkemodenhed, i en tid hvor tendensen var vine, der var
komplet drikkeklare i det øjeblik de blev markedsført. Det samme gjaldt de syrerige toscanske
sangiovese-vine.
Måske ligger noget af den kommercielle succes for de norditalienske vine i, at de fik hjælp fra de
syditalienske vinmarker. I hvert fald var det almindeligt kendt, at store lastbiler kørte solmoden
syditaliensk druesaft eller vin nordpå for at bløde de lidt for sure piemontesiske og øvrige
regioners vine op. Det blev naturligvis aldrig nævnt på etiketten, men var vinen for sur, for hård
eller for lys kunne bl.a. Siciliens signaturdrue gøre det sidste men store arbejde og bidrage med
sødme, farve og alkoholprocent. Signaturdruen fra Sicilien hedder nero d’Avola, som direkte
betyder ”sort fra Avola”, Avola er en by i det sydøstlige hjørne af Sicilien. Den enorme mængde
konsumvin Sicilien producerede i 1990’erne gjorde øen til den næstmest produktive italienske
region, de fleste var nero d’Avola-vine.
Nero d’Avola
Heldigvis kendes Sicilien i dag på sine egne vine, for kvalitet frem for kvantitet og ikke som blind
passager og botox-støtte for andre vines herlighed. Sicilien har sit internationale renommé for den
regionale og oprindelige nero d’Avola, som i første omgang har æren for de sicilianske vines
kommercielle succes. Druen dyrkes over hele Sicilien og kan give både store, mørke, bløde rødvine
der kan aldre længe hvis de har fået fadlagring, som de i øvrigt egner sig glimrende til. Men også
lyse, florale, lette og saftige vine, og endeligt findes der glimrende mousserende vine på nero
d’Avola.
Det er også nero d’Avola der har overdraget tronen til Siciliens nu mest interessante blå druesort,
som i medgift har bragt Siciliens omdømme fra gode, solmodne, drikkeklare konsumvine mod
stjernestatus, ja blandt verdens *pt. mest ombejlede vine. Druen hedder nerello mascalese, en
ældgammel siciliansk sort og det særligt interessante ved den er, at den især dyrkes på Siciliens
geologiske varetegn, vulkanen Etna. Nerello mascaleses vine vender op og ned på alt, hvad man
generelt har sagt og syntes om sydens vine, her forstået varme, mørke alkoholtunge rødvine.
Mount Etna – en magnet for terroir-udforskere.
Siciliens aktive vulkan Etna rejser sig mere end 3000 m. over havets overflade, er 600.000 år
gammel og der dyrkes vin i op til 1000 meters højde. Toppen er konditorkage-smukt snepyntet, og
klimaet i det højt beliggende vinmarker er selvsagt aldeles anderledes end øvrige dele af Siciliens
varme vinmarker.
Mange vinstokke verden over står i jord af grus, ler, kalksten og granit. Jordbunden er ofte det
vineksperter refererer til som uhyre væsentlig for vinens karakter og smag. Midt i al den snak
rettes al verdens vinnæser sig nysgerrigt mod vulkanske vinmarker med Etna og Etnas vine som
det mest interessante og feterede eksempel. Men kan man overhovedet dyrke vin i kulsort,
størknet lava? Ja, man kan. Den geologiske livsproces på vulkaner giver et fertilt miljø og en
jordbund proppet med næringsrige mineraler. Etnas vinmarker er ydermere interessante, da en
del af dem er klassificeret ”pre Phylloxera”. I slutningen af 1800-tallet hærgede vinlusen
”phylloxera” Europa og udslettede millioner af vinstokke. Men ikke på Etna. Vinlusen kunne ikke
overleve og formere sig i Etnas vulkanske jordbund, og sådan går det til, at Etna er hjemsted for
Italiens ældste upodede vinstokke. Gamle vinstokke yder ikke stort, men koncentreret. Det
kombineret med den så rigt mineralske undergrund, de ufremkommelige kølige skråninger og
nerello mascaleses har givet Etna og Sicilien verdens bevågenhed og beundring for verdensklasse
vine. Sicilien er pga. Etna og nerello mascalese blevet en ny superstar, en vinelskeres darling.
Vulkansk jordbund er en af de vigtigste komponenter for Etna-vins specifikke karakter. Det er
magma’en der giver i Etnas vine den rige mineralitet. Vinmarkerne er sorte med en jordbund der
så at sige fornyes, når Etna går i udbrud. Når det sker, driver sort sand og aske ned ad bjerget og
nærer vinmarkerne med enorme mængder mineraler. Undergrunden indeholder også masser af
vulkanske sten, som giver et enestående dræn til vinstokkenes rødder.
Det helt særlige mikroklima, den vulkanske jordbund mellem Solicchiata og Passopisciaro ( de to
vigtigste vinområder på Etna ) og de højtbeliggende vinmarker ( 900 m. over havets overfalde ) gør
Etnas vine unikke.
Nerello mascalese
Ja, hvordan smager da vinene? Kan man smage det med lava og mineraler? Det er omdiskuteret,
men man kan fremhæve, at rig mineralsk jordbund gør vine særligt fokuserede, insisterende, klare
og rene. Syren bliver ekstra frisk og frugten saftig og spændstig. Eftersmagen forlænges og vinen
føles rendyrket og præcis. Nerello mascalese har været dyrket omkring vulkanen Etna i mindst 200
år, så den er ingen nyhed. Men hvor vi har oplevet sydens vine som potente, kraftige med meget
moden, mørk frugt giver nerello mascalese vin med elegance, finesse og kølig, forfinet frugt. De
kan være nærmest forførende. Som noget man kan opleve i parfume, en kombination af intensitet
og perfektion med en komponent af noget mystisk. Noget flygtigt men præcist og, tør man sige,
sensuelt. Har man én gang tabt sit vinhjerte til den mere slanke vinstil, f.eks. rød Bourgogne,
Toscanas strenge sangiovese eller brugen af gamle, sure fade frem for vanille-duftende
amerikanske egetræsfade, så er mødet med nerello mascalese som at stå ansigt til ansigt med en
cirkusprinsesse med funklende øjne. Og man kan godt holde af muskuløse, tunge og sødmefulde
vine og så alligevel blive forført af nerello mascalese. Vinene er stramme, saftige med smag af ribs,
rabarber og vilde jordbær. Men der er en underliggende krydret note over dem. Noget der
alligevel giver eksotiske og varmblodige henvisninger til et hjemsted tættere på den arabiske
verden end på alperne. Hvis nebbiolo ( fra Barolo ) og pinot noir ( fra Bourgogne ) fik et
kærlighedsbarn kunne det meget vel være nerello mascalese. Etna er en spændende vinzone med
et spindelvæv af enestående vinmarker, nogle ældgamle. Sicilien har traditionelt været et simpelt
landbrugsområde, og i årtier var vinproduktion målrettet bulkvin eller blot druemost, der blev
fragtet til de velhavende, nordlige vinregioner, hvor den solmodne saft agerede støttepædagog og
blind passager i de finere vine, for at give smag, farve, krop og sødme. Sicilien har dog altid, som
resten af Italien, holdt fast ved og værnet om egne druesorter. Sicilien fik en velfortjent og
kommerciel opblomstring med druen nero d’Avola, som ramte solar plexus hos forbrugere verden
over. Nu overlader den ærbødigt rampelyset til nerello mascalese og giver Siciliens vine en ny og
fornem dimension med raffinerede, slanke, saftige egnsoprindelige rødvine.
Sicilien skal også kendes for sin klassiske hedvin Marsala lavet på den grønne drue grillo, endnu en
historisk og lokal drue. Andre hvidvinsdruer værd at kende til er caricante, cataratto, zibibbo og
inzolia.
Blandt øvrige blå druer er Frappato stærkt på vej frem. Perricone er udbredt på Siciliens vestkyst
og druen nerello cappuchio hører lige som nerello mascalese til på Etnas tinder.
Cerasuolo di Vittoria er eneste DOCG på Sicilien, her laves rødvin på nero d’Avola og frappato. Der
findes 23 DOC’er og 7 IGP’er*. Sicilien producerer ca. 4,7 millioner hektoliter vin, svarende til ca.
52,5 millioner kasser vin om året.
Som fodbolden for enden af den lange støvle, som Italiens peninsula udgør, ligger den skønneste
ø, Sicilien. Sicilien kan med sin enorme diversitet, historie og kultur næsten kaldes et italiensk
kontinent i sig selv.
Siciliens er i sandhed en kulturel smeltedigel og få steder i Italien har man oplevet så intenst præg
og integreret kulturel afsmitning fra forskellige andre landes indflydelse. Sicilien er påvirket af alle
sine naboer og flere til. Øen er et dynamisk, smukt og intakt mosaisk udtryk for sin historie, sin
storhed og dens indbyggere. Den græske influens viser sig bl.a. i de bevarede fine græske templer,
f.eks. Apollo-templet i Ortigia, den gamle bydel i Siracusa. Unesco-fredede Noto er en barok-by
som monumentalt ingen sammenligning har, det skulle da lige være byen Lecce i naboregionen
Apulien. Forfinet byzantinsk kunst og arkitektur er at finde over hele øen i svimlende palazzo’er og
katedralers mosaikker. Den så gennemerobrede ø Sicilien har været under spansk herredømme,
islamisk, gotisk, romansk, maurisk og udtrykket ”de blå øjne fra Sicilien” henviser til den
normaniske invasion og en del af den sicilianske befolkning der er høje med bemærkelsesværdigt
blå eller grønne øjne. Der er ikke nogen som helst form for ensformighed på Siclien. Alt er
kontraster og forskelligheder som, alt i alt, alligevel udgør en harmonisk enhed der tegner Siciliens
konturer og alt, der er siciliansk. Siciliens hovedstad Palermo er åndeløst klassisk teatralsk smuk og
alligevel dynamisk ung og urban, både hvad angår et decideret undergrundsmusik miljø, moderne
kunst- og postkort-smuk graffiti. Gastronomi og restaurationsmiljø er bestemt også vitalt og skal
man virkelig nævne en litterær sværvægter må det være Giuseppe Lampedusas roman
”Leoparden” senere episk filmatiseret af Luchino Visconti med Burt Lancaster i hovedrollen.
Sicilien er helt sin egen men som en illustrativ silhouette der tegner Italien som et meget
spændende et vinland, er netop Sicilien et fremragende regionalt eksempel. Intet vinland har som
Italien bevaret regionernes oprindelige druesorter og tilhørende vinkultur. Der findes et hav af
lokale druer, som karaktermæssigt og på forunderligvis udtrykker lidt om deres region. Og Sicilien
har åbenbaret sig som en stjerne, der på rekordtid har forvandlet sig fra en udmærket men
mainstream vinregion til en zone af seriøse, flotte vine lavet på Siciliens indfødte druesorter.
Sicilien er ikke bare et patchwork af kultur, men også af landskab og terroir og i dag tager Sicilien
pladsen som en af Italiens mest energiske og reformerede vinregioner. Men nogle årtier *tilbage
så det noget anderledes ud. Den solbeskinnede ø, velsignet af varme vinde fra Afrika og et
naturligt klima har altid gjort vindyrkning relativt nemt på Sicilien, kunstgødning er de fleste steder
aldeles overflødig og druerne bliver dejligt solmodne og søde år efter år.
Men hvor de central- og norditalienske vinregioner har været ressourcestærke til at markedsføre
deres vine, langt dygtigere til at prissætte og draget fordel af en smidig infrastruktur og
distribution, har Sicilien lidt under at være et langt fattigere landbrug. I samme peioder*
forventede det internationale eksportmarked vine med power, alkohol, farve og moden frugt.
Robert Parkers 100-piont skala var toneangivende og de høje point blev tildelt potente
fuldblodsvine. En profil der var svær at hamle om med for de stramme Barolo’er der krævede
umådelig tålmodighed for at nå drikkemodenhed, i en tid hvor tendensen var vine, der var
komplet drikkeklare i det øjeblik de blev markedsført. Det samme gjaldt de syrerige toscanske
sangiovese-vine.
Måske ligger noget af den kommercielle succes for de norditalienske vine i, at de fik hjælp fra de
syditalienske vinmarker. I hvert fald var det almindeligt kendt, at store lastbiler kørte solmoden
syditaliensk druesaft eller vin nordpå for at bløde de lidt for sure piemontesiske og øvrige
regioners vine op. Det blev naturligvis aldrig nævnt på etiketten, men var vinen for sur, for hård
eller for lys kunne bl.a. Siciliens signaturdrue gøre det sidste men store arbejde og bidrage med
sødme, farve og alkoholprocent. Signaturdruen fra Sicilien hedder nero d’Avola, som direkte
betyder ”sort fra Avola”, Avola er en by i det sydøstlige hjørne af Sicilien. Den enorme mængde
konsumvin Sicilien producerede i 1990’erne gjorde øen til den næstmest produktive italienske
region, de fleste var nero d’Avola-vine.
Nero d’Avola
Heldigvis kendes Sicilien i dag på sine egne vine, for kvalitet frem for kvantitet og ikke som blind
passager og botox-støtte for andre vines herlighed. Sicilien har sit internationale renommé for den
regionale og oprindelige nero d’Avola, som i første omgang har æren for de sicilianske vines
kommercielle succes. Druen dyrkes over hele Sicilien og kan give både store, mørke, bløde rødvine
der kan aldre længe hvis de har fået fadlagring, som de i øvrigt egner sig glimrende til. Men også
lyse, florale, lette og saftige vine, og endeligt findes der glimrende mousserende vine på nero
d’Avola.
Det er også nero d’Avola der har overdraget tronen til Siciliens nu mest interessante blå druesort,
som i medgift har bragt Siciliens omdømme fra gode, solmodne, drikkeklare konsumvine mod
stjernestatus, ja blandt verdens *pt. mest ombejlede vine. Druen hedder nerello mascalese, en
ældgammel siciliansk sort og det særligt interessante ved den er, at den især dyrkes på Siciliens
geologiske varetegn, vulkanen Etna. Nerello mascaleses vine vender op og ned på alt, hvad man
generelt har sagt og syntes om sydens vine, her forstået varme, mørke alkoholtunge rødvine.
Mount Etna – en magnet for terroir-udforskere.
Siciliens aktive vulkan Etna rejser sig mere end 3000 m. over havets overflade, er 600.000 år
gammel og der dyrkes vin i op til 1000 meters højde. Toppen er konditorkage-smukt snepyntet, og
klimaet i det højt beliggende vinmarker er selvsagt aldeles anderledes end øvrige dele af Siciliens
varme vinmarker.
Mange vinstokke verden over står i jord af grus, ler, kalksten og granit. Jordbunden er ofte det
vineksperter refererer til som uhyre væsentlig for vinens karakter og smag. Midt i al den snak
rettes al verdens vinnæser sig nysgerrigt mod vulkanske vinmarker med Etna og Etnas vine som
det mest interessante og feterede eksempel. Men kan man overhovedet dyrke vin i kulsort,
størknet lava? Ja, man kan. Den geologiske livsproces på vulkaner giver et fertilt miljø og en
jordbund proppet med næringsrige mineraler. Etnas vinmarker er ydermere interessante, da en
del af dem er klassificeret ”pre Phylloxera”. I slutningen af 1800-tallet hærgede vinlusen
”phylloxera” Europa og udslettede millioner af vinstokke. Men ikke på Etna. Vinlusen kunne ikke
overleve og formere sig i Etnas vulkanske jordbund, og sådan går det til, at Etna er hjemsted for
Italiens ældste upodede vinstokke. Gamle vinstokke yder ikke stort, men koncentreret. Det
kombineret med den så rigt mineralske undergrund, de ufremkommelige kølige skråninger og
nerello mascaleses har givet Etna og Sicilien verdens bevågenhed og beundring for verdensklasse
vine. Sicilien er pga. Etna og nerello mascalese blevet en ny superstar, en vinelskeres darling.
Vulkansk jordbund er en af de vigtigste komponenter for Etna-vins specifikke karakter. Det er
magma’en der giver i Etnas vine den rige mineralitet. Vinmarkerne er sorte med en jordbund der
så at sige fornyes, når Etna går i udbrud. Når det sker, driver sort sand og aske ned ad bjerget og
nærer vinmarkerne med enorme mængder mineraler. Undergrunden indeholder også masser af
vulkanske sten, som giver et enestående dræn til vinstokkenes rødder.
Det helt særlige mikroklima, den vulkanske jordbund mellem Solicchiata og Passopisciaro ( de to
vigtigste vinområder på Etna ) og de højtbeliggende vinmarker ( 900 m. over havets overfalde ) gør
Etnas vine unikke.
Nerello mascalese
Ja, hvordan smager da vinene? Kan man smage det med lava og mineraler? Det er omdiskuteret,
men man kan fremhæve, at rig mineralsk jordbund gør vine særligt fokuserede, insisterende, klare
og rene. Syren bliver ekstra frisk og frugten saftig og spændstig. Eftersmagen forlænges og vinen
føles rendyrket og præcis. Nerello mascalese har været dyrket omkring vulkanen Etna i mindst 200
år, så den er ingen nyhed. Men hvor vi har oplevet sydens vine som potente, kraftige med meget
moden, mørk frugt giver nerello mascalese vin med elegance, finesse og kølig, forfinet frugt. De
kan være nærmest forførende. Som noget man kan opleve i parfume, en kombination af intensitet
og perfektion med en komponent af noget mystisk. Noget flygtigt men præcist og, tør man sige,
sensuelt. Har man én gang tabt sit vinhjerte til den mere slanke vinstil, f.eks. rød Bourgogne,
Toscanas strenge sangiovese eller brugen af gamle, sure fade frem for vanille-duftende
amerikanske egetræsfade, så er mødet med nerello mascalese som at stå ansigt til ansigt med en
cirkusprinsesse med funklende øjne. Og man kan godt holde af muskuløse, tunge og sødmefulde
vine og så alligevel blive forført af nerello mascalese. Vinene er stramme, saftige med smag af ribs,
rabarber og vilde jordbær. Men der er en underliggende krydret note over dem. Noget der
alligevel giver eksotiske og varmblodige henvisninger til et hjemsted tættere på den arabiske
verden end på alperne. Hvis nebbiolo ( fra Barolo ) og pinot noir ( fra Bourgogne ) fik et
kærlighedsbarn kunne det meget vel være nerello mascalese. Etna er en spændende vinzone med
et spindelvæv af enestående vinmarker, nogle ældgamle. Sicilien har traditionelt været et simpelt
landbrugsområde, og i årtier var vinproduktion målrettet bulkvin eller blot druemost, der blev
fragtet til de velhavende, nordlige vinregioner, hvor den solmodne saft agerede støttepædagog og
blind passager i de finere vine, for at give smag, farve, krop og sødme. Sicilien har dog altid, som
resten af Italien, holdt fast ved og værnet om egne druesorter. Sicilien fik en velfortjent og
kommerciel opblomstring med druen nero d’Avola, som ramte solar plexus hos forbrugere verden
over. Nu overlader den ærbødigt rampelyset til nerello mascalese og giver Siciliens vine en ny og
fornem dimension med raffinerede, slanke, saftige egnsoprindelige rødvine.
Sicilien skal også kendes for sin klassiske hedvin Marsala lavet på den grønne drue grillo, endnu en
historisk og lokal drue. Andre hvidvinsdruer værd at kende til er caricante, cataratto, zibibbo og
inzolia.
Blandt øvrige blå druer er Frappato stærkt på vej frem. Perricone er udbredt på Siciliens vestkyst
og druen nerello cappuchio hører lige som nerello mascalese til på Etnas tinder.
Cerasuolo di Vittoria er eneste DOCG på Sicilien, her laves rødvin på nero d’Avola og frappato. Der
findes 23 DOC’er og 7 IGP’er*. Sicilien producerer ca. 4,7 millioner hektoliter vin, svarende til ca.
52,5 millioner kasser vin om året.
Frederiksberg Allé 25, 1820 Frederiksberg C, Danmark
telefon: +45 30314233 email: [email protected] CVR: 27404480
telefon: +45 30314233 email: [email protected] CVR: 27404480